KlubNyt

KlubNyt:

Hovedoverskrifter fra Dansk Golf Unions repræsentantskabsmøde

22. marts 2017
Ref:

To emner var til afstemning på Dansk Golf Unions repræsentantskabsmøde, der blev afviklet i Kolding lørdag den 18. marts

Herning Golfklub foreslog, at reglen om, at golfspillere med fleksibelt medlemskab skal have et "F" på medlemskortet, blev afskaffet.

Herning Gk fremførte, at F'et medfører uønsket administrativt arbejde i mange klubber, da medlemmer skal have nyt kort, når de går fra fleksibelt medlemskab til fuldtidsmedlemskab eller omvendt.

Forslaget gik til afstemning, og der var et klart flertal for at fjerne F'et fra DGU-kortet.

Herning2017

Fotograf: Claus Fisker

DGU's bestyrelse havde foreslået en kontingentstigning på tre kroner per medlem i 2017 og yderligere tre kroner i 2018.

Der blev fra salen udtrykt ønske om at fastholde klubbernes nuværende kontingent til Dansk Golf Union grundet Dansk Golf Unions egenkapital på knap 11,4 mio. kr. og derfor blev kontingentstigningen, som DGU's bestyrelse havde lagt op, sendt til afstemning.

Et flertal på repræsentantskabsmødet valgte ved denne afstemning at fastholde kontingentet i 2017 på sit nuværende niveau, som er 155 kroner per medlem årligt.

Bestyrelsesmedlem i DGU Søren Casparij understregede, at bestyrelsen vil gennemføre de planlagte aktiviteter, og det vil derfor betyde, at DGU's egenkapital vil blive lavere i 2018 end oprindeligt planlagt.

I alt var 110 af landets 190 klubber til stede på repræsentantskabsmødet.

 

På repræsentantskabsmødet blev der uddelt fire priser

Smørum Golfklub vandt Golfsportens Natur- og Miljøpris for mange års målrettet indsats for at beskytte naturen omkring klubbens i alt 51 golfhuller.

Smørum Golfklub har blandt andet udsat får og urokser, der ved græsning plejer en stor del af klubbens anlæg, og hele plejeindsatsen på banen er gennemsyret af hensyntagen til naturen og miljøet.

Santander

Fotograf: Claus Fisker


Vejen Golfklub og Asserbo Golf Club modtog Juryens Inspirationspris henholdsvis for etablering af en blomstereng og for produktion af månedlige naturfoldere til besøgende på golfbanen.

 

Årets Sølvnål gik til Sidse Pein-Lorenzen for sit mangeårige dommerarbejde, som hun har fået anerkendelse for både i Danmark og i udlandet.


Puk Lyng Thomsen og Marcus Garfield Hansen modtog Santander Talentudviklingsprisen for deres målrettede arbejde med at forbedre deres spil.


Sidstnævnte priser blev uddelt på temamødet, som fandt sted allerede fredag aften.

Her blev golfklubbernes muligheder for at øge værdien i fuldtidsmedlemskabet diskuteret og emner som rekruttering og fastholdelse var på dagsordenen.

 

Materialer

Du kan se præsentationerne fra tema- og repræsentantskabsmøde her. Senere vil der også komme beslutningsreferat samt lydfil fra repræsentantskabsmødet.