Collegegolf i USA

Stadigt flere unge danske golfspillere tager af sted på collegeophold (universitet) i USA og kombinerer således uddannelse, elitegolf og udlandsophold. Går du også med tanker om collegegolf i USA, så er der lidt information at finde på denne side. Informationerne skal ikke regnes for en færdig køreplan for din ansøgningsproces. DGU beskæftiger sig ikke med rådgivning i forhold til uddannelse i udlandet og yder heller ikke økonomisk støtte hertil. Nedenstående er derimod tænkt som inspiration og gode råd. Se også Team Danmarks gode råd om scholarships og konvertering af karakterer: Team Danmark

 

  • Vær ude i rigtig god tid - grundreglen er, at du skal starte din proces mindst et år, før du agter at starte på college i USA. Selve processen med at finde og skabe kontakt til et golfcollege/universitet samt planlægge opholdet bør påbegyndes mindst et år før selve afrejsen. Skoleåret i USA begyndes ca. midt i august og sluttes midt i maj. Det består af to semestre, og mange steder indskrives nye spillere i perioden 1. december - 1. marts. Hvis du er interesseret i at starte på college i fx 2011, kan det være at du skal have fat i universitetet allerede i efteråret 2010. Undersøg, hvilke tidsfrister der er gældende for de universiteter, du søger ind på.
  • Rekvirer PINGs bog American College Golf Guide, som også findes online på nettet. Gå ind på www.collegegolf.com eller www.golfweek.com Alle golfcolleges/universiteter står heri med angivelse af, hvad det koster at gå på det pågældende universitet. Herudover finder du informationer omkring det at søge scolarship, samt hvad NCAA forlanger.
  • De fleste universiteter vil forlange, at man tager en TOEFL-test, der er en ren sprogtest, sewww.ets.org, samt en SAT test, der er en sprog og matematiktest, ww.collegeboard.com (kan tages på Copenhagen International School i Hellerup). Kontakt evt. studievejlederen på din skole for information og hjælp til tilmelding af de tests, der kræves. De fleste universiteter i USA kræver, at du har bestået disse tests, og flere trænere vælger først at tale med dig, når du kan fremvise dem.
  • Når du har fundet ud af, hvilke college/universiteter der er interessante for dig, skal du skrive en ansøgning. PING bogen har gode råd for udformningen af ansøgningen, men vær opmærksom på, at det gælder om at sætte sit personlige præg på ansøgningen, og at denne skal være unik for, at trænerne på stedet skal lægge mærke til netop dig. Trænerne får formentlig omkring ti håbefulde ansøgninger om dagen.
  • Det gælder om at "sælge sig selv", og du skal selvfølgelig undersøge, om der er mulighed for scolarship. Chancerne for evt. scollarship øges, hvis du søger ind på de skoler, der svarer til din nuværende spillestandard.
  • Det er en god ide at vedlægge anbefalinger fra ex lærer, træner m.m. samt dine karakter (en oversættelse eller beskrivelse heraf). En videooptagelse af dit sving med kommentar fra træneren vil helt sikkert være et plus.
  • Undersøg mulighederne for SU eller studielån under opholdet i USA. Undersøg ligeledes, hvilke stipendier der kan søges via fonder og stiftelser samt kulturfonde i Danmark. En god ide er at søge via Internettet eller evt. på biblioteket, hvor der oftest er referancer hertil.
  • Visum er påkrævet og kan rekvireres hos US embassy i Danmark  www.usembassy.dk
  • Tag evt. kontakt til andre spillere, der har været eller er på golfgollege i USA . Kontakt DGU for oplysning om spillernes kontaktinformationer.
  • Tag evt. kontakt til en professionel agent - eks. Ethos CollegeBMRKilroy eller Athletes USA - der kan hjælpe med at skaffe et scolarship - som regel uden udgift, hvis det ikke lykkes.
  • Måske har du mulighed for at spille en eller flere turneringer, hvor der er collegetrænerne til stede f. eks. turneringer på den amerikanske juniortour AJGA-tour www.ajga.org eller Doral- Publix Junior Golf Classic
  • Se også på disse hjemmesider for oplysninger omkring ranglister og anden nyttig information www.golfstat.com og ww.golfweek.com
  • Der er mange tidsfrister at tage hensyn til i en lang ansøgningsproces. Gør derfor dig selv den tjeneste at få tjek på ALLE tidsfrister som det allerførste - før evt. en lille kalender eller dagbog, så har du et bedre overblik over hele processen og risikerer ikke, at opholdet går i vasken, fordi du fx ikke har fået søgt om visum i rette tid.