DPPU

Dansk Pitch & Putt Union

Dansk Pitch og Putt Union er en union af selvstændige Pitch & Putt klubber der i samarbejde med Dansk Golf Union og andre idrætsinteressegrupper arbejder for at fremme golfsporten i Danmark. Pitch & Putt er både en selvstændig sportsgren, men kan også opfattes som en del af det traditionelle golfspil.

 

Mange forskelle kommer imidlertid til udtryk blandt andet antal tilladte køller og tiden det tager at spille 18 huller. Hullerne er max. 90 meter lange og alle huller er par 3 huller. Banens samlede længde må ikke overstige 1200 meter. Det er kun tilladt at bruge én putter samt max. to jern til spillets afvikling. En runde Pitch & Putt på 18 huller tager en god times tid.

 

Pitch & Putt baner ser ud som golfbaner; men er alligevel meget forskellige i deres opbygning. En Pitch & Putt bane har altid faste udslagssteder, Tee-boxes, og fairways, forgreens, bunkers, hazarder og andre forhindringer er designet således, at rammer man ikke green i første slaget er man ude i vanskeligheder. Greens måler mellem 50 og 100 m2.

 

Den sportslige udfordring ved at spille Pitch & Putt er mindst lige så stor som i golf, hvis ikke større. Alle kan og har derfor stor glæde og nytte af, at spille Pitch & Putt enten som deres egentlige sportsgren eller som en overbygning til golf i forhold til det korte spil og puttning.

 

Reglerne vedligeholdes, styres, revideres og fortolkes af IPPA. Spilformerne er de samme som ved golf med hul- og slagspil som de foretrukne. R&A og derfor også DGU anerkender naturligvis Pitch & Putt som en selvstændig sportsgren.

 

Handicapsystemet gør det muligt for dygtige og mindre dygtige spillere at dyste meningsfuldt mod hinanden. I Pitch & Putt sporten er SSS 54 og handicaps er udregnet med dette som udgangspunkt. Pitch & Putt baner rates ikke for nuværende. Pitch & Putt sporten har sit eget internationale handicapsystem udviklet af det franske Pitch&Putt forbund .

 

Det fundamentale udgangspunkt i Pitch & Putt er, at sporten henvender sig til alle uanset køn, nationalitet, etnisk baggrund, religion, hudfarve eller psygisk, fysisk fremtoning.

 

Det skal igen særligt fremhæves, at kønnene har lige rettigheder og muligheder i Pitch & Putt sporten. Dvs. at drenge og piger, mænd og kvinder konkurrerer mod hinanden og fra samme tee-box og den med laveste score er vinderen, over alle, uanset køn og alder. Dette princip værdsætter vi højt inden for sporten da det naturligvis giver os rigtig mange muligheder for altid at sammensætte spændende forløb og konkurrencer. Alle deltager på lige betingelser, høj som lav, ung som gammel, mand som kvinde.

 

Har du spørgsmål besvarer vi dem meget gerne : E-mail :info@danskpitchputtunion.dk

 

Hvad er Pitch & Putt?

Pitch & Putt spillet har mange lighedspunkter med golf; men er alligevel meget forskellig fra golf. Hullernes længde er max 90 meter og du har kun 2 jern at vælge imellem (ofte SW og PW) til dit første slag og så er greens små, fra 50 til 100 m2. Derfor er du "på" hele tiden - alle hullerne er par-3-huller. Her er ingen "transportslag" - greens skal helst rammes i første slag. Og rammer du ikke green i udslaget skal du til at lave en "save" (ind på green og i hul) - men ind og i er aldrig helt let!

Du skal ikke ud og bruge en masse penge for at komme igang med at spille Pitch & Putt. En runde Pitch & Putt koster omkring 100-150 kr. og udstyr kan du låne eller leje i klubben. Der vil altid være folk i klubberne som vil hjælpe dig med at komme godt igang.

Prøv at se nærmere på DPPU logoet. Det giver dig faktisk en idé om hvordan du skal gøre for at det sådant bliver rigtigt sjovt og for at du rammer greens i udslaget: " slå bolden så højt op i luften du kan og land den så den bliver på greenen" - nemt ikke ? Mange har prøvet at "spille golf" på Pitch & Putt baner og det kan da også lade sig gøre; men når du kommer ud i konkurrence med øvede Pitch & Putt spillere finder du hurtigt ud af, at du bliver nødt til at overveje din tilgang til spillet én gang til.

 

In Pitch & Putt, you don´t aim for the pin, you aim for the sky

 

Vi har mange gode ordsprog i de to selvstændige sportsgrene Pitch & Putt og Golf bla.: "Pitch & Putt/Golf foregår mellem ørene". Dette er måske særligt gældende for Pitch & Putt, da dine chancer for at "rette op på en skævert" og alligevel få par er uendelig meget mindre i Pitch & Putt end i Golf, alt andet lige.

Man kan spille 18 huller Pitch & Putt på en god times tid. Man kunne så forestille sig, at det giver da ikke megen udfordring og da slet ikke ret meget motion, banen er jo max 1200 meter lang. Det med at banen max måler 1200 meter kan vi ikke lave om på, heldigvis. Men at man ikke bliver udfordret og ikke bliver godt brugt af 18 huller Pitch & Putt er ikke rigtig. Du er "på og skal være på" hele tiden - i over en time - og stillede man f.eks de krav i skolen eller på arbejdspladsen - at du skulle være "på" en hel time af gangen ville meget se anderledes ud end det gør i dag.

 

Men det er altså anderledes i Pitch & Putt sporten. Her lærer man at beherske focus, være udholdende og frem for alt - ha´det rigtigt sjovt mere end én time af gangen ! Når du tænker nærmere over dette faktum finder du ud af, at sådanne udfordringer og muligheder finder du ikke ret mange andre steder i sportsverdenen.

 

Man kan heldigvis spille Pitch & Putt på mange forskellige niveauer og alligevel ha´det rigtigt sjovt og alligevel lære en masse som kan bruges på banen, uden for banen og endda også på en golfbane. Der er i det hele taget så mange muligheder i Pitch & Putt sporten, at sporten ikke har haft behov for at finde på slogans som : "Pitch & Putt er for alle mellem 8 og 88" - det er kommet helt af sig selv. Sporten ér nemlig for alle mellem 8 og 88 - alle 1200 meter rundt, på ethvert hul op til 90 meter og med udstyr som alle kan lære at magte og beherske - uanset køn, uanset alder, nationalitet, religion, hudfarve eller physisk/fysisk fremtoning. Det skal særligt fremhæves at drenge, piger - mænd og kvinder spiller den samme bane og konkurrerer derfor - altid - på lige vilkår.

 

Om du får Pitch & Putt sporten som din hovedsportsgren eller du vælger at kombinere den med f.eks golf er vel et temperament spørgsmål eller et spørgsmål om hvor du befinder dig i dit livsforløb.

 

Som helt ung giver det ganske meget mening, at man starter med Pitch & Putt. Børn og lange baner og meget udstyr at slås med er hverken logisk eller hensigtsmæssigt. Krop og mental udvikling følges ad livet igennem, hvorfor særligt børn og unge ikke bør stilles overfor opgaver som de fysisk og mentalt ikke er klar til at løse. Som teenager får mange lyst til at prøve kræfter med golfen - ikke mindt ud fra det faktum, at det jo er ret sjovt at slå langt engang imellem. Det kan så være, at det bliver golfen som i nogle år optager den unge. Senere når man stifter familie kan det knibe med tiden, hvorfor Pitch & Putt igen tages op på fuld tid. Efter yderligere år er det måske igen aktuelt med lidt golf; men i de fleste tilfælde vil det være Pitch & Putt sporten som giver den største nytte og glæde. Pitch & Putt og Golf har som sagt mange lighedspunkter; men mindst lige så mange forskelle.

 

Det er naturligt, at man ændrer syn på livets muligheder over tid både i forhold til mental som fysisk formåen. Derfor er det også OK at mene, at maximal allokering af dine og samfundets ressourser taler til fordel for den selvstændige sportsgren Pitch & Putt.